Mine blomster har groet siden i forgårs, det er fantastisk at se. Løvemunden lykkedes  for første gang, og morgenfruerne har fået en renæssance. Ærteblomsten er blevet totalt mørkelilla og georginen har to udsprungne blomster. Det må jeg have med. Så tænker jeg på mors naturkalender: Søde mor, hvor er jeg glad for at vide, at du glædede dig over bøgen hvert eneste år. Men hvornår den sprang ud, er mig inderligt ligegyldigt.

I to små skuffeskrivere, hvorfor skrev I ikke om jer selv? Om jeres kærlighed, sorger og skuffelser, jeres børn, jeres fejl og jeres betydningsfulde bedrifter? Det ærgrer mig, for jeg elsker historier fra andres liv. Som de har opfattet tingene. Fra hestens egen mule. Hm.

Forresten begyndte det pludselig at tordne, og så blev det lidt køligere. Det må også med. Jeg skriver nemlig for at huske dagene på et senere tidspunkt. For at kunne slå op og se, hvornår forskellige begivenheder skete, såsom et besøg i Cirkusrevyen for to år siden, der faktisk fandt sted for ti år siden. Men først og fremmest for at huske de ting, der gør mig glad.

Det eneste der betyder noget er gentagelsen. Livets mysterium står mellem linjerne.

I sidste uge sad Sofie på sengen i sin hvide hospitalsskjorte med en pakke nylonstrømper i hånden og græd. De var for små. Og Sofie var godt klar over, at der var lange udsigter til et par andre. Hendes allersidste stømper var for små. Det var ikke til at bære.

Sofie var en belastning for personalet. Hun var psykisk syg på en eller anden måde. Altid deprimeret, ude af stand til at gøre sig forståelig. Stor og tung og umedgørlig. Ingen familie. En rigtig dødvægt på alle måder. Hun havde heller ikke selv nogen glæde af livet, det kunne enhver da se. Hun kunne lige så godt dø, og hvorfor så bruge tid på hende?

Min rengøring blev aldrig til UG, men små undrende mønstre tog form i min bevidsthed og vil ikke forsvinde, selv om det er mange år siden. Man fristes til at tro på, at det lille scenarie hører fortiden til, men det slår ikke rigtigt igennem.

Sørens far har penge. To, tyve eller tres millioner. Det gør ingen forskel. Sørens far har afleveret moren til færgemanden og står nu i floden med vand til knæene.

Søren har et helvede med at tage sig af sin far. Han står for alle den gamles personlige forretninger, fra klipning af kuponner til ørehår. Han må inddrage ham i alle sine dispositoner og dulme hans sejlivede bekymning for, om finanserne slår til.
Alt imens knopskyder millionerne  på kontoen i takt med, at ejerens lyst til alt, der kan købes for penge, forsvinder. Gider ingenting.

Efter megen parlamenteren, begynder familien forsigtigt at fouragere  på den gamles regning – en sjælden gang i mellem. Lidt kompensation for al den tid de bruger på gamleservice, og de kan stadig glæde farfar med at fortælle om udflugten …

Linda havde såmænd bare forsøgt at betale nogle regninger. Sådan kan det gå. Det var nemlig ikke Lindas egne regninger, det var Lindas syge fars regninger, og så så bankdamen sig nødsaget til at være mistænksom.
Med en fuldmagt i hånden til farmands konto og med sit glatte ansigt til skue, var Linda blevet forhindret i at betale sin fars adresserede indbetalingkort, fordi hun ikke kendte koden. Farmands personlige kode. Den kendte hun selvfølgelig ikke, da en personlig kode nu en gang er personlig.
Således franarret en afspadseringsdag følte Linda sig ikke vel serviceret. I desperation kontaktede hun storebror, i håb om, at han var kapabel til at færdiggøre bankforretningen. Sekunderne sneglede sig afsted. Kunde og bankdame. Bankdame og kunde. Brormand troppede op, og snart kunne Linda lettet tage en dyb indånding af myldretidsosen på Roskildevej.

Oghvakavisålæreadet: en fuldmagt er kun grundlaget for en skriftlig aftale med banken. Man skal selv oprettes som kunde hos dem, og det kræver som regel, at man udfylder bankens egne fuldmagtsblanketter og også afleverer den originale fuldmagt (sørg for at få en i tide, og få en til hvert pengeinstitut, som din pårørende bruger). Så man får sin egen kode og evt. en netbankaftale. Man får fuld adgang til kontoen, men det bliver registreret, hvem det er, der har hævet penge eller betalt regningerne. Det er jo lidt smart.

Den lange tynde mand med det usædvanligt lille hoved tullede rundt i et par sorte bukser. Nej, jeans. Dame-jeans. De smygte sig om hans magre lår, elegant ud over knæene for sluttelig at afbryde midt på skinnebenet. Manden var glad og tilfreds, og det er jo det vigtigste. Også selv om tisseposen nåede noget længere ned.

Dagen efter, var bukserne gået på omgang. Nu sad de på konen, længden passede bedre, men det kneb lidt i taljen, som hun smidigt havde bøjet om og undladt at knappe. Men den slags må man ligesom acceptere, når man render rundt i andres tøj.

Vi håber, den lille spinkle kvinde har haft noget andet at tage på, mens de sorte var i udlån.

- Det går over om to uger, så vil du ikke kunne sige nej til en god rød bøf. Måske var det netop den bemærkning, der holdt Herman fra at spise kød i de følgende 30 år.

I de første fem stod der stegte sild på menuen. Og som tiden gik, opfandt han stenalderkuren – versionen med friske sild med naturligt fyld, ikkestegt på en lunken pande. Vi var i 70′erne, så man sparede jo, hvor man kunne – for første gang i historien af ren og skær idealisme.

Efter skilsmissen var der ingen til at bage og lave mad. Så Herman tog skeen i egen hånd. Så rivejernet, så piskeriset og resten af køkkenet og kokkererede rigtig sund og – det var det nye – lækker mad. Altsammen for at leve godt uden at fodre kalve og svin med menneskeføde.

Da 20 år var gået, hvor Herman også havde nydt de lækreste særforplejningsmenuer overalt, begyndte han at blive dårlig. Sådan rigtigt. Og jeg må hellere tilføje, at det intet havde med maden at gøre.

Efter 30 var han blevet så ‘lille’ igen, at han var i andres vold. Og ‘andre’, som var dødtrætte af at stege sild og havde svært ved at rive flere gulerødder, bestemte hermed, at verden var reddet og, at Herman ikke længere havde lov til at være en glad idealist.

Et par gange havde jeg set min venindes mor, Vera, i farten. En nydelig dame med smukt gråt hår, sat op i små fletninger om hovedet. Sådan havde hun haft det – altid.

Vera nærmede sig 90. Derfor boede hun hos sin datter det meste af tiden. Efterhånden blev moren så nedtrykt og forvirret, at hun fik svært ved at formulere sig og give udtryk for sine ønsker. Så så meget til sidst det kan være, kom Vera på plejehjem. 

Hvis en ældre kvinde i vores kultur har en smule hår, er det nok fordi hun ikke har råd til frisøren, alternativet er skræmmende. Er hun 80+ må det være en fejl, og den kan bare rettes. Sidste linje tænkt af en velmenende plejer under skamferingen af den smule, der var tilbage af min venindes elskede mor.

Med den nye aflastning og hårdt arbejde på alle måder var det lykkedes min veninde at tømme lejligheden i løbet af et par dage. Men så snart hun var færdig, tog hun som det første hen for at se til mor. 

Grådkvalt, men tavst forblev hun, da synet af en helt anden mor med en ’praktisk kort page’ mødte hende, da hun troppede op på Veras nye bopæl. For håret ville jo aldrig nå at gro ud alligevel.

- Det er så hun ikke tager dig fra mig. Vi grinede alle.

Tjah, hvor kom jeg egentlig fra? Og hvordan havde jeg egentlig gjort mig fortjent til en plads her? Jo, yndlingssønnen havde giftet sig med mig for en generation eller snarere to siden. Jeg fortalte det så simpelt, som det var. Mit navn, år for indtrædelse i stiftelsen, placering og rang – trods alt mor til hendes første barnebarn.

- Nånå, jaja, er det virkelig sandt. Nå, det er også mig der er dum til det …

Operationen lykkedes men patienten døde: Jeg lød ikke uforskammet. Ret meget. Alligevel var mit spejlbillede i Agnetes stirrende øjne en kvinde fra Venus, en totalt fremmed. Vi sludrede videre i en god og sjov stemning, og jeg kom atter ind i varmen.

Men da yndlingssønnen kørte mig hjem, undredes vi og debatterede, som hver gang:

1.  ”Skallen er tom” versus “der mere kapacitet, men ikke længere evner til at give udtryk for den”.
2. Hvordan kan en hullet hjerne tage os ved næsen hver gang – indtil der pludselig kommer et øjebliks udfald og afslører tilstanden?
3. Skjuler den syge instinktivt sit forfald, eller vil de raske bare bedrages?
4. Vidste min yndlingssvigermor, hvem jeg var noget af tiden? Sandsynligvis ikke. 

Men Alzheimers er en sygdom, ikke en fornærmelse.

I Lisa Genovas bog “Stadig Alice”, siger den præsenildemente Alice, at hun ville gøre alt for at bytte Europas hovedstæder ud med sine elskedes navne, som hun ikke kan huske. Sådan er det.