Dagbøger

I dag har vejret været fantastisk. Når jeg i aften sætter dagen på skrift, er det et oplagt emne. Det kan fylde en side. En konversation, et ægteskab, et helt liv. Så tænker jeg på farfar, hvis daglige små optegnelser supplerer dmi’s statistik i al sin overflødighed.

Mine blomster har groet siden i forgårs, det er fantastisk at se. Løvemunden lykkedes  for første gang, og morgenfruerne har fået en renæssance. Ærteblomsten er blevet totalt mørkelilla og georginen har to udsprungne blomster. Det må jeg have med. Så tænker jeg på mors naturkalender: Søde mor, hvor er jeg glad for at vide, at du glædede dig over bøgen hvert eneste år. Men hvornår den sprang ud, er mig inderligt ligegyldigt.

I to små skuffeskrivere, hvorfor skrev I ikke om jer selv? Om jeres kærlighed, sorger og skuffelser, jeres børn, jeres fejl og jeres betydningsfulde bedrifter? Det ærgrer mig, for jeg elsker historier fra andres liv. Som de har opfattet tingene. Fra hestens egen mule. Hm.

Forresten begyndte det pludselig at tordne, og så blev det lidt køligere. Det må også med. Jeg skriver nemlig for at huske dagene på et senere tidspunkt. For at kunne slå op og se, hvornår forskellige begivenheder skete, såsom et besøg i Cirkusrevyen for to år siden, der faktisk fandt sted for ti år siden. Men først og fremmest for at huske de ting, der gør mig glad.

Det eneste der betyder noget er gentagelsen. Livets mysterium står mellem linjerne.

Sofie Hansen

Skiltet var væk. Bare sådan. Ingen havde sagt noget, det tænkte man ikke over. Rummet var tømt for dets sparsomme indhold: en dyne, uglet sengetøj og Sofie Hansen.

I sidste uge sad Sofie på sengen i sin hvide hospitalsskjorte med en pakke nylonstrømper i hånden og græd. De var for små. Og Sofie var godt klar over, at der var lange udsigter til et par andre. Hendes allersidste stømper var for små. Det var ikke til at bære.

Sofie var en belastning for personalet. Hun var psykisk syg på en eller anden måde. Altid deprimeret, ude af stand til at gøre sig forståelig. Stor og tung og umedgørlig. Ingen familie. En rigtig dødvægt på alle måder. Hun havde heller ikke selv nogen glæde af livet, det kunne enhver da se. Hun kunne lige så godt dø, og hvorfor så bruge tid på hende?

Min rengøring blev aldrig til UG, men små undrende mønstre tog form i min bevidsthed og vil ikke forsvinde, selv om det er mange år siden. Man fristes til at tro på, at det lille scenarie hører fortiden til, men det slår ikke rigtigt

Salt i såret

Det der med, at demens er ‘de pårørendes sygdom’, må lige tages med et gran salt. Lad det salt være overgangsfasens depressioner, de gode perioders depressioner, de arvelige depressioner og de socialt betingede. Er der flere?

Den første tid efter en diagnose, der lyder på ‘noget med hukommelsen’ må være et ensomt helvede. Angst for livet i fremtiden, angst for døden, skam over at måske ikke kunne kende selv sine egne børn en dag, rædsel over udsigten til at nå grøntsagsstadiet, sorg over at se timeglasset blive vendt en sidste gang.

Vrede, som er det vi andre får at se, må være en form for stresshåndtering, indtil sygdommen bliver umulig at skjule – og endelig kan deles.

Projekt nyt høreapparat – del 2

Nå, så fik jeg gjort ørelæge-før-høreklinik-ordningen til skamme. Jeg bøjer mig i støvet, undskyld!

I går modtog oldingen os med en teatralsk let kasten sig bagud med hænderne ud for hovedet:
- Jeg er døøøv, bedyrede han, med et stemmeløst råb.
- Men du kan da godt tale, spillede jeg smart i et forsøg på at imødegå et større melodrama.
- D-Ø-V, stavede han i luften.
Ja, det er også synd, man kan godt forstå hans desperation. Tænk at være så isoleret derinde i osteklokken.
- DU SKAL TIL HØREKLINIKKEN I MORGEN, skreg min mand.
- Nåe, hvad tid, spurgte den gamle og vendte tilbage til normaltilstanden.
- KAN DU HØRE MIG NU?
- Jae, men du lyder meget langt væk.

Det var klokken 10 i dag. Og det var fuldstændig spildt. Mandens øregange er cemteret til med ørevoks, som høreklinikken ikke ønskede at rode med. Måske behøver han slet ikke nye høreapparater, bare et bad ‘med det hele’ en gang i mellem.

Næste step er ørelægen. Næstenæste step er høreklinikken igen. Så om en uge er vi på vej fremad.

Der er kun nuet

Livets skole har igen tilsmilet mig en lektion i rummelighed.

Mange 80+børn bor i dag på institution, ufrivilligt placeret i kollektiv med vildt fremmede. De fleste af deres afkom har delt forældremyndighed. Nogle døjer med et helt forældrekollektiv. Internt kappes forældrekollektivet diskret (- vi er vel voksne mennesker!?) om ‘børnenes’ gunst, mens anstrengelserne synes mere og mere absurde, som de gamle kalder alle deres navne, og forskellen mellem afkom og plejepersonale udviskes.

Jeg mødte i dag et blik, der ikke afslørede det mindste tegn på genkendelse. Arv! Jeg er blevet en ‘any body’ og føler mig som en nobody. Mit forsøg på at holde gråden tilbage og få besøget til at blive et festligt øjeblik for den gamle lykkedes nogenlunde.

Nå, det gør nas at se sine surt optjente ufortjente pluspoints skyllet ud med badevandet. Min trang til retfærdig belønning maner til kamp. Men: Ingen fordomme og forventninger. Ingen forskel på folk. Der er kun nuet. Er det ikke de optimale betingelser for en gammel kollektivist?