Den dag Linda fik bank nok

Nu har jeg fanme været længe nok i  den her bank! Linda marcherede mod udgangen, rev i den genstridige glasdør og reddede sig ud på vejen.

Linda havde såmænd bare forsøgt at betale nogle regninger. Sådan kan det gå. Det var nemlig ikke Lindas egne regninger, det var Lindas syge fars regninger, og så så bankdamen sig nødsaget til at være mistænksom.
Med en fuldmagt i hånden til farmands konto og med sit glatte ansigt til skue, var Linda blevet forhindret i at betale sin fars adresserede indbetalingkort, fordi hun ikke kendte koden. Farmands personlige kode. Den kendte hun selvfølgelig ikke, da en personlig kode nu en gang er personlig.
Således franarret en afspadseringsdag følte Linda sig ikke vel serviceret. I desperation kontaktede hun storebror, i håb om, at han var kapabel til at færdiggøre bankforretningen. Sekunderne sneglede sig afsted. Kunde og bankdame. Bankdame og kunde. Brormand troppede op, og snart kunne Linda lettet tage en dyb indånding af myldretidsosen på Roskildevej.

Oghvakavisålæreadet: en fuldmagt er kun grundlaget for en skriftlig aftale med banken. Man skal selv oprettes som kunde hos dem, og det kræver som regel, at man udfylder bankens egne fuldmagtsblanketter og også afleverer den originale fuldmagt (sørg for at få en i tide, og få en til hvert pengeinstitut, som din pårørende bruger). Så man får sin egen kode og evt. en netbankaftale. Man får fuld adgang til kontoen, men det bliver registreret, hvem det er, der har hævet penge eller betalt regningerne. Det er jo lidt smart.

Særligt betyder kærligt

80’ere på hjerneskrump fortjener noget særligt. Mens utilregnelige guder måske holder hånden over dem, kan vi selv helt sikkert holde dem i hånden. Sådan skaber vi mennesker mirakler sammen. De gamle alene kan nemlig fungere som en skildpadde på ryggen, mens de med passende assistance kan det samme som før, de blev små.

Passende assistance er at støtte uden af styre. Det er at afdække et skjult behov, som evt. kan være årsag til ’umotiveret’ vrede eller stikken af. Det er at opmuntre et slumrende initiativ eller hjælp til at opfriske hukommelsen.

Vi, der kender dem godt, kan gætte os til de uformulerede behov, der måtte nage. Formuler ønsket, og oplev suset ved at ramme plet, når den gamle lettet siger ja.

Evnen til at tage et initiativ kan forsvinde længe før, du opdager, at det skyldes sygdom. Du undrer dig bare over, at din mor aldrig ringer mere. I virkeligheden kan hun ikke. Måske kan hun ikke ret meget længere, uden nogen hjælper – i begyndelsen bare lidt. Du kan foreslå, at I gør nogle af de ting i fællesskab, som du ved, hun plejer.

Når jeg er på gamlebesøg, indleder jeg med, hvem jeg er og vores relation. Jeg ved ikke altid, om det er nødvendigt, men så er det på plads. Så tager vi familien, som var den kongerækken, og vender billeder, barndom eller vedkommendes fagområde. Dér er der sandsynligvis noget at hente. Jeg bryder mig ikke om, at lege gættekonkurrence med en hukommelsessvækket. Det er ydmygende og kan få enhver til at trække sig ind i sig selv. Man er jo ikke dum, fordi man er dement. Tag ikke fejl af det. Men man kan sagtens blive ked af det.

Hvem er hvem i hjemmeplejen

’Kommunen’ lyder fejlagtigt som en ansigtsløs enhed. Efter nogle omgange i maskineriet har jeg dannet mig et indtryk af, hvordan det hænger sammen i ældrehjørnet. Ældreplejen er et begreb. Hjemmeplejen er dem, der gør det. Tre aktører er centrale for os med børn 80+:
1. Visitatoren, som sidder på pengekassen. Hun bevilger den nødvendige hjælp. For at vide, hvad den er, kommer hun på hjemmebesøg. Her skal du være med og på vagt – for hvis dine demente forældre ikke før har evnet at mande sig op, så skal du se løjer:
- VI kan i hvert fald SAGTENS klare os selv … osv.
Her får du lyst til at grine og græde første gang.

2. Teamlederen står for den gruppe plejere, som kommer i hjemmet. I bliver ikke præsenteret, før et eller andet går skævt. Hun er en ægte lavpraktiker, hvis navn og telefonnummer vil spare jer for mange forgæves opkald til kommunens hovednummer.

3. Demenskoordinatorens rolle er vanskeligere at gennemskue. Hun svæver over vandene, danner sig et overblik og vejleder om relevante hjælpemuligheder. Pas på du ikke bliver gjort til kriseramt/medpatient, hvis du ikke er det, og vær opmærksom på, at hun ikke har noget med den daglige pleje at gøre, når du gavmildt delagtiggør hende i dine frustrationer. Ved at lægge øre til, giver hun de andre arbejdsro.

De ansatte er hver især meget, meget søde og virker kompetente og engagerede. Kommunikationen interessenterne imellem er en anden historie.

Køb mest muligt selv

Hvis dine forældre kommer på plejehjem, så studer prislisten nøje. Find ud af, hvad der er standard, og hvad der koster ekstra. Man kan blive meget forbavset. Se, om der er ydelser du vil vælge fra, hvis du eller andre i familien har mulighed for at gøre det selv. Husk at spørge de andre – de er garanteret mere villige til at hjælpe, end du tror.

Man kan spare pænt på budgettet ved at købe baberskum, tandpasta, shampo og lignende selv. I hvert fald nok til at de gamle kan give ungerne en fødselsdagsgave eller tage en tur på café med dig.

Når min far skulle have klippet negle, tog det mig 10-15 minutters hyggeligt samvær, hvor jeg slap for at konversere en mand, der ikke kunne svare. Det kunne have taget ét. Hvis jeg ikke nåede det, gjorde frisøren på plejehjemmet det for en pris svarende til en klipning.

Blébukser er bare det bedste!

Hvis du står og skal forklare din demente mor eller far, at årsagen til resten af familiens udeblivelse, skal findes i en fortrængt lækage, er det smart at have en god løsning klar. Selv om I alle føler, at det måske ikke er helt nødvendigt endnu, er det godt at være på forkant med udviklingen – netop her.

Hvergang man må skifte produkt, skal man begynde forfra, så spild ikke tiden med mindre gennemgribende kulturchok –  køb blebukser med det samme. De er rare at  have på, de tager lugten og kan hives op og ned som de helt almindelig underbukser, man er vant til. De kan holde på rigtig meget væske. Et par brugte blebukser kan føles tørre for den, der har dem på, og derfor kan det kræve lidt overtalelse at få lov til at skifte dem. Desuden er de ret flade og din mor eller far kommer ikke til at gå rundt med en synlig ble-gump.

Hygiejnebind suger slet ikke nok – glem dem. Bleer i samme model (uanset størrelse) har en strimmel på bagsiden, som skal af, for at bleen kan sidde fast og fungere. Det kræver en vis sikkerhed på hånden. Hvis den sidder løst, falder den let i tønden, og den er ikke sjov at fiske op. Bliver den placeret lidt skævt eller ikke skiftet rettidigt, siver det igennem.

Selv den mindste smule urin fra et granvoksent menneske kan lugte så stramt, at folk går i en bue udenom. Det er synd,  og så er vi tilbage ved start.

Jeg vil ha’ en præmie

Når vi har gjort noget godt og rigtigt, vil vi ligesom alle andre (u)dyr belønnes. Det er jo ikke så underligt, for det mønster har udviklet os til de ansvarsfulde voksne mennesker, vi er.

Men jo mere trætte og stressede, des mere primitive. Og træt og stresset bliver enhver, der jævnligt og imod alle iboende instinkter må vaske sin far bagi, made sin mor eller bygge klodser med sin hjerneskadede onkel. Fordi det er nødvendigt. Så vi har fortjent det, vi vil HA’ NOGET!

Jeg har længe gået herhjemme og sagt, at jeg ønsker mig en præmie. Sådan en udmærkelse af en slags. En hvid rund én med mørkerød hvælvet krans, hvoraf det fremgår i pompøse vendinger, hvor bemærkelsesværdig min indsats er, så enhver kan konkludere, at jeg er et førsteklasses (med)menneske.

Min frustration er ikke blevet mindre af, at af de ultimative dommere og uddelere af ris og ros, som forældre altid er, kun evner at ytre et malplaceret “jaja”, “i og for sig”, “død og kridte” og andre indholdsløse fraser.

Men i stedet for at være til fals for sit eget indre krybdyr er man altså nødt til at aktivere pandelappen og se på sig selv. For når vi taler om at passe 80+børnene, skal godbidderne snuppes fra tagselvbordet. Nej, jeg er ikke ironisk: Den eneste tilfredsstillende belønning ligger i nærværet og glæden ved at være i stand til at hjælpe. Penge, gaver og medaljer rækker simpelthen ikke.

Ta’ den, hundehvalp, du har haft fornøjelsen!

Børneklub 80+

Tips & tricks til at overleve sine forældre.

Det vrimler med mødregrupper, babyklubber, legesteder og råd om, hvordan man lever spændende og karrieresmart med små børn. Men hvad gør man, når de små børn, der fylder ens liv er over 80, har mistet det nuttede islæt og engang var ens forældre?

Del tips & tricks til at overleve demente forældre og de sjove historier, der trods alt er.