Sørens far har penge

Mette bestilte ingen dessert, og kaffen kunne de få bedre derhjemme. Det var som om maden ikke rigtig smagte. Som om den klistrede fast et sted mellem følelse og fornuft. Et touch af hvidløg og dårlig samvittighed.

Sørens far har penge. To, tyve eller tres millioner. Det gør ingen forskel. Sørens far har afleveret moren til færgemanden og står nu i floden med vand til knæene.

Søren har et helvede med at tage sig af sin far. Han står for alle den gamles personlige forretninger, fra klipning af kuponner til ørehår. Han må inddrage ham i alle sine dispositoner og dulme hans sejlivede bekymning for, om finanserne slår til.
Alt imens knopskyder millionerne  på kontoen i takt med, at ejerens lyst til alt, der kan købes for penge, forsvinder. Gider ingenting.

Efter megen parlamenteren, begynder familien forsigtigt at fouragere  på den gamles regning – en sjælden gang i mellem. Lidt kompensation for al den tid de bruger på gamleservice, og de kan stadig glæde farfar med at fortælle om udflugten …

Den dag Linda fik bank nok

Nu har jeg fanme været længe nok i  den her bank! Linda marcherede mod udgangen, rev i den genstridige glasdør og reddede sig ud på vejen.

Linda havde såmænd bare forsøgt at betale nogle regninger. Sådan kan det gå. Det var nemlig ikke Lindas egne regninger, det var Lindas syge fars regninger, og så så bankdamen sig nødsaget til at være mistænksom.
Med en fuldmagt i hånden til farmands konto og med sit glatte ansigt til skue, var Linda blevet forhindret i at betale sin fars adresserede indbetalingkort, fordi hun ikke kendte koden. Farmands personlige kode. Den kendte hun selvfølgelig ikke, da en personlig kode nu en gang er personlig.
Således franarret en afspadseringsdag følte Linda sig ikke vel serviceret. I desperation kontaktede hun storebror, i håb om, at han var kapabel til at færdiggøre bankforretningen. Sekunderne sneglede sig afsted. Kunde og bankdame. Bankdame og kunde. Brormand troppede op, og snart kunne Linda lettet tage en dyb indånding af myldretidsosen på Roskildevej.

Oghvakavisålæreadet: en fuldmagt er kun grundlaget for en skriftlig aftale med banken. Man skal selv oprettes som kunde hos dem, og det kræver som regel, at man udfylder bankens egne fuldmagtsblanketter og også afleverer den originale fuldmagt (sørg for at få en i tide, og få en til hvert pengeinstitut, som din pårørende bruger). Så man får sin egen kode og evt. en netbankaftale. Man får fuld adgang til kontoen, men det bliver registreret, hvem det er, der har hævet penge eller betalt regningerne. Det er jo lidt smart.

Visit fra Venus

- Hvor kommer De egentlig fra? spurgte fru Havmand mig pludselig, da vi havde siddet og sludret i en halv times tid sammen med vores mænd. Hun havde et godt tag i sin yndlingssøn.

- Det er så hun ikke tager dig fra mig. Vi grinede alle.

Tjah, hvor kom jeg egentlig fra? Og hvordan havde jeg egentlig gjort mig fortjent til en plads her? Jo, yndlingssønnen havde giftet sig med mig for en generation eller snarere to siden. Jeg fortalte det så simpelt, som det var. Mit navn, år for indtrædelse i stiftelsen, placering og rang – trods alt mor til hendes første barnebarn.

- Nånå, jaja, er det virkelig sandt. Nå, det er også mig der er dum til det …

Operationen lykkedes men patienten døde: Jeg lød ikke uforskammet. Ret meget. Alligevel var mit spejlbillede i Agnetes stirrende øjne en kvinde fra Venus, en totalt fremmed. Vi sludrede videre i en god og sjov stemning, og jeg kom atter ind i varmen.

Men da yndlingssønnen kørte mig hjem, undredes vi og debatterede, som hver gang:

1.  ”Skallen er tom” versus “der mere kapacitet, men ikke længere evner til at give udtryk for den”.
2. Hvordan kan en hullet hjerne tage os ved næsen hver gang – indtil der pludselig kommer et øjebliks udfald og afslører tilstanden?
3. Skjuler den syge instinktivt sit forfald, eller vil de raske bare bedrages?
4. Vidste min yndlingssvigermor, hvem jeg var noget af tiden? Sandsynligvis ikke. 

Men Alzheimers er en sygdom, ikke en fornærmelse.

I Lisa Genovas bog “Stadig Alice”, siger den præsenildemente Alice, at hun ville gøre alt for at bytte Europas hovedstæder ud med sine elskedes navne, som hun ikke kan huske. Sådan er det.

Særligt betyder kærligt

80’ere på hjerneskrump fortjener noget særligt. Mens utilregnelige guder måske holder hånden over dem, kan vi selv helt sikkert holde dem i hånden. Sådan skaber vi mennesker mirakler sammen. De gamle alene kan nemlig fungere som en skildpadde på ryggen, mens de med passende assistance kan det samme som før, de blev små.

Passende assistance er at støtte uden af styre. Det er at afdække et skjult behov, som evt. kan være årsag til ’umotiveret’ vrede eller stikken af. Det er at opmuntre et slumrende initiativ eller hjælp til at opfriske hukommelsen.

Vi, der kender dem godt, kan gætte os til de uformulerede behov, der måtte nage. Formuler ønsket, og oplev suset ved at ramme plet, når den gamle lettet siger ja.

Evnen til at tage et initiativ kan forsvinde længe før, du opdager, at det skyldes sygdom. Du undrer dig bare over, at din mor aldrig ringer mere. I virkeligheden kan hun ikke. Måske kan hun ikke ret meget længere, uden nogen hjælper – i begyndelsen bare lidt. Du kan foreslå, at I gør nogle af de ting i fællesskab, som du ved, hun plejer.

Når jeg er på gamlebesøg, indleder jeg med, hvem jeg er og vores relation. Jeg ved ikke altid, om det er nødvendigt, men så er det på plads. Så tager vi familien, som var den kongerækken, og vender billeder, barndom eller vedkommendes fagområde. Dér er der sandsynligvis noget at hente. Jeg bryder mig ikke om, at lege gættekonkurrence med en hukommelsessvækket. Det er ydmygende og kan få enhver til at trække sig ind i sig selv. Man er jo ikke dum, fordi man er dement. Tag ikke fejl af det. Men man kan sagtens blive ked af det.

Hvem er hvem i hjemmeplejen

’Kommunen’ lyder fejlagtigt som en ansigtsløs enhed. Efter nogle omgange i maskineriet har jeg dannet mig et indtryk af, hvordan det hænger sammen i ældrehjørnet. Ældreplejen er et begreb. Hjemmeplejen er dem, der gør det. Tre aktører er centrale for os med børn 80+:
1. Visitatoren, som sidder på pengekassen. Hun bevilger den nødvendige hjælp. For at vide, hvad den er, kommer hun på hjemmebesøg. Her skal du være med og på vagt – for hvis dine demente forældre ikke før har evnet at mande sig op, så skal du se løjer:
- VI kan i hvert fald SAGTENS klare os selv … osv.
Her får du lyst til at grine og græde første gang.

2. Teamlederen står for den gruppe plejere, som kommer i hjemmet. I bliver ikke præsenteret, før et eller andet går skævt. Hun er en ægte lavpraktiker, hvis navn og telefonnummer vil spare jer for mange forgæves opkald til kommunens hovednummer.

3. Demenskoordinatorens rolle er vanskeligere at gennemskue. Hun svæver over vandene, danner sig et overblik og vejleder om relevante hjælpemuligheder. Pas på du ikke bliver gjort til kriseramt/medpatient, hvis du ikke er det, og vær opmærksom på, at hun ikke har noget med den daglige pleje at gøre, når du gavmildt delagtiggør hende i dine frustrationer. Ved at lægge øre til, giver hun de andre arbejdsro.

De ansatte er hver især meget, meget søde og virker kompetente og engagerede. Kommunikationen interessenterne imellem er en anden historie.

Pas på storken

Den tid, hvor storken leverede nyfødte ud af det blå, er ovre. Vi kan forebygge, planlægge, kønsbestemme, sundhedstjekke og snart designe fostre, så børnene bliver gode nok til os og arriverer belejligt. Heldigvis vil vi aldrig få at vide, hvem der kommer, eller hvor længe de bliver her.

Storken er stadig klar med sine bevingede overraskelsesangreb, men nu med en tungere byrde. Havde du lige travlt med ungerne, var du midt i din karriere, eller nød du dit otium? Bare ærgerligt, kurven med spædbarn 80+ står på din trappesten. Men fortvivl ej, ammestuerne flyttede på café under babyboomet. Nu er det vores tur.

Vi kunne også begynde at frasortere fostre med en uhåndterbar udløbsdato. For at minimere risikoen for sene alderdomsår med en retarderets livskvalitet.

Da alting var mere besværligt, var uperfekte mennesker en naturlig del af en uperfekt verden. Efter vi uden større held har luget ud i årevis, trives illusionen om det perfekte menneske og det perfekte liv stadig. Samtidig undrer det os, når samfundet virker så uforberedt på afvigelser. Vores livsstil og økonomiske velstand afholder os fra at prioritere omsorgen for hinanden særlig højt. Bemærkelsesværdigt.

Jeg synes vi skal opdrive en smule nysgerrig taknemmelighed over de vilkårlige og ubelejlige afbrydelser, der tvinger os til at leve i og med nuet. De giver os anledning til at tage både livs- og samfundsmønstre op til revision.

Køb mest muligt selv

Hvis dine forældre kommer på plejehjem, så studer prislisten nøje. Find ud af, hvad der er standard, og hvad der koster ekstra. Man kan blive meget forbavset. Se, om der er ydelser du vil vælge fra, hvis du eller andre i familien har mulighed for at gøre det selv. Husk at spørge de andre – de er garanteret mere villige til at hjælpe, end du tror.

Man kan spare pænt på budgettet ved at købe baberskum, tandpasta, shampo og lignende selv. I hvert fald nok til at de gamle kan give ungerne en fødselsdagsgave eller tage en tur på café med dig.

Når min far skulle have klippet negle, tog det mig 10-15 minutters hyggeligt samvær, hvor jeg slap for at konversere en mand, der ikke kunne svare. Det kunne have taget ét. Hvis jeg ikke nåede det, gjorde frisøren på plejehjemmet det for en pris svarende til en klipning.

Familiefesten

Forleden holdt vi en stor familiefest. Ingen kunne forestille sig at undlade at indbyde de gamle (selv om det for nemheds skyld kunne være fristende). Allerede ved deres ankomst konstaterede vi med festforventningerne på nul, at fatters dræn endte i det fri – så meget ‘fri’ et bukseben nu kan være et stykke over knæet. En delegation måtte retur til kollektivet efter en pose, der diskret blev installeret med nye bukser. Efter dette intermezzo kunne festen begynde.

De to gamle sad passivt i den kølige stue og kiggede ud på fire generationers tumlen i solen. Alt åndede fred og ingen fare.

Næste gang jeg så dem, var de rykket ud i haven og havde som et forelsket par slænget sig på henholdsvis en liggestol og et vattæppe i virakkens absolutte centrum. Novra, hvor var de søde!

Banden af nye små børn legede og løb ud og ind imellem alle gæsterne. Nu og da standsede de og kiggede på de gamle, der venligt konverserede dem med ren volapyk. Så løb de videre - lidt klogere på livet.

Blébukser er bare det bedste!

Hvis du står og skal forklare din demente mor eller far, at årsagen til resten af familiens udeblivelse, skal findes i en fortrængt lækage, er det smart at have en god løsning klar. Selv om I alle føler, at det måske ikke er helt nødvendigt endnu, er det godt at være på forkant med udviklingen – netop her.

Hvergang man må skifte produkt, skal man begynde forfra, så spild ikke tiden med mindre gennemgribende kulturchok –  køb blebukser med det samme. De er rare at  have på, de tager lugten og kan hives op og ned som de helt almindelig underbukser, man er vant til. De kan holde på rigtig meget væske. Et par brugte blebukser kan føles tørre for den, der har dem på, og derfor kan det kræve lidt overtalelse at få lov til at skifte dem. Desuden er de ret flade og din mor eller far kommer ikke til at gå rundt med en synlig ble-gump.

Hygiejnebind suger slet ikke nok – glem dem. Bleer i samme model (uanset størrelse) har en strimmel på bagsiden, som skal af, for at bleen kan sidde fast og fungere. Det kræver en vis sikkerhed på hånden. Hvis den sidder løst, falder den let i tønden, og den er ikke sjov at fiske op. Bliver den placeret lidt skævt eller ikke skiftet rettidigt, siver det igennem.

Selv den mindste smule urin fra et granvoksent menneske kan lugte så stramt, at folk går i en bue udenom. Det er synd,  og så er vi tilbage ved start.

Der er kun nuet

Livets skole har igen tilsmilet mig en lektion i rummelighed.

Mange 80+børn bor i dag på institution, ufrivilligt placeret i kollektiv med vildt fremmede. De fleste af deres afkom har delt forældremyndighed. Nogle døjer med et helt forældrekollektiv. Internt kappes forældrekollektivet diskret (- vi er vel voksne mennesker!?) om ‘børnenes’ gunst, mens anstrengelserne synes mere og mere absurde, som de gamle kalder alle deres navne, og forskellen mellem afkom og plejepersonale udviskes.

Jeg mødte i dag et blik, der ikke afslørede det mindste tegn på genkendelse. Arv! Jeg er blevet en ‘any body’ og føler mig som en nobody. Mit forsøg på at holde gråden tilbage og få besøget til at blive et festligt øjeblik for den gamle lykkedes nogenlunde.

Nå, det gør nas at se sine surt optjente ufortjente pluspoints skyllet ud med badevandet. Min trang til retfærdig belønning maner til kamp. Men: Ingen fordomme og forventninger. Ingen forskel på folk. Der er kun nuet. Er det ikke de optimale betingelser for en gammel kollektivist?