Sørens far har penge

Mette bestilte ingen dessert, og kaffen kunne de få bedre derhjemme. Det var som om maden ikke rigtig smagte. Som om den klistrede fast et sted mellem følelse og fornuft. Et touch af hvidløg og dårlig samvittighed.

Sørens far har penge. To, tyve eller tres millioner. Det gør ingen forskel. Sørens far har afleveret moren til færgemanden og står nu i floden med vand til knæene.

Søren har et helvede med at tage sig af sin far. Han står for alle den gamles personlige forretninger, fra klipning af kuponner til ørehår. Han må inddrage ham i alle sine dispositoner og dulme hans sejlivede bekymning for, om finanserne slår til.
Alt imens knopskyder millionerne  på kontoen i takt med, at ejerens lyst til alt, der kan købes for penge, forsvinder. Gider ingenting.

Efter megen parlamenteren, begynder familien forsigtigt at fouragere  på den gamles regning – en sjælden gang i mellem. Lidt kompensation for al den tid de bruger på gamleservice, og de kan stadig glæde farfar med at fortælle om udflugten …

Den dag Linda fik bank nok

Nu har jeg fanme været længe nok i  den her bank! Linda marcherede mod udgangen, rev i den genstridige glasdør og reddede sig ud på vejen.

Linda havde såmænd bare forsøgt at betale nogle regninger. Sådan kan det gå. Det var nemlig ikke Lindas egne regninger, det var Lindas syge fars regninger, og så så bankdamen sig nødsaget til at være mistænksom.
Med en fuldmagt i hånden til farmands konto og med sit glatte ansigt til skue, var Linda blevet forhindret i at betale sin fars adresserede indbetalingkort, fordi hun ikke kendte koden. Farmands personlige kode. Den kendte hun selvfølgelig ikke, da en personlig kode nu en gang er personlig.
Således franarret en afspadseringsdag følte Linda sig ikke vel serviceret. I desperation kontaktede hun storebror, i håb om, at han var kapabel til at færdiggøre bankforretningen. Sekunderne sneglede sig afsted. Kunde og bankdame. Bankdame og kunde. Brormand troppede op, og snart kunne Linda lettet tage en dyb indånding af myldretidsosen på Roskildevej.

Oghvakavisålæreadet: en fuldmagt er kun grundlaget for en skriftlig aftale med banken. Man skal selv oprettes som kunde hos dem, og det kræver som regel, at man udfylder bankens egne fuldmagtsblanketter og også afleverer den originale fuldmagt (sørg for at få en i tide, og få en til hvert pengeinstitut, som din pårørende bruger). Så man får sin egen kode og evt. en netbankaftale. Man får fuld adgang til kontoen, men det bliver registreret, hvem det er, der har hævet penge eller betalt regningerne. Det er jo lidt smart.

Buksetrolde

En af os havde lige været en tur forbi og vendte som sædvanlig tilbage med en historie om tilværelsens ulidelige lethed.

Den lange tynde mand med det usædvanligt lille hoved tullede rundt i et par sorte bukser. Nej, jeans. Dame-jeans. De smygte sig om hans magre lår, elegant ud over knæene for sluttelig at afbryde midt på skinnebenet. Manden var glad og tilfreds, og det er jo det vigtigste. Også selv om tisseposen nåede noget længere ned.

Dagen efter, var bukserne gået på omgang. Nu sad de på konen, længden passede bedre, men det kneb lidt i taljen, som hun smidigt havde bøjet om og undladt at knappe. Men den slags må man ligesom acceptere, når man render rundt i andres tøj.

Vi håber, den lille spinkle kvinde har haft noget andet at tage på, mens de sorte var i udlån.

Spis min gris

Herman var omkring 50, da han fik en indskydelse om at redde verden. Hans bidrag skulle være at holde op med at spise kød. Så vidt jeg husker, havde han aldrig været en kostfornægter, så dette var stort. Naboen morede sig højlydt og mand-til-mand-hånede fra den anden side af hækken:

- Det går over om to uger, så vil du ikke kunne sige nej til en god rød bøf. Måske var det netop den bemærkning, der holdt Herman fra at spise kød i de følgende 30 år.

I de første fem stod der stegte sild på menuen. Og som tiden gik, opfandt han stenalderkuren – versionen med friske sild med naturligt fyld, ikkestegt på en lunken pande. Vi var i 70′erne, så man sparede jo, hvor man kunne – for første gang i historien af ren og skær idealisme.

Efter skilsmissen var der ingen til at bage og lave mad. Så Herman tog skeen i egen hånd. Så rivejernet, så piskeriset og resten af køkkenet og kokkererede rigtig sund og – det var det nye – lækker mad. Altsammen for at leve godt uden at fodre kalve og svin med menneskeføde.

Da 20 år var gået, hvor Herman også havde nydt de lækreste særforplejningsmenuer overalt, begyndte han at blive dårlig. Sådan rigtigt. Og jeg må hellere tilføje, at det intet havde med maden at gøre.

Efter 30 var han blevet så ‘lille’ igen, at han var i andres vold. Og ‘andre’, som var dødtrætte af at stege sild og havde svært ved at rive flere gulerødder, bestemte hermed, at verden var reddet og, at Herman ikke længere havde lov til at være en glad idealist.

Ny frisure – nyt publikum

Hår kan hensætte os i en tilstand af følelsesmæssig overvældethed – beundring som afsky. Det kan give et helt sug i maven. Nogens hår dufter, og andres hår fortæller blot, hvor længe.

Et par gange havde jeg set min venindes mor, Vera, i farten. En nydelig dame med smukt gråt hår, sat op i små fletninger om hovedet. Sådan havde hun haft det – altid.

Vera nærmede sig 90. Derfor boede hun hos sin datter det meste af tiden. Efterhånden blev moren så nedtrykt og forvirret, at hun fik svært ved at formulere sig og give udtryk for sine ønsker. Så så meget til sidst det kan være, kom Vera på plejehjem. 

Hvis en ældre kvinde i vores kultur har en smule hår, er det nok fordi hun ikke har råd til frisøren, alternativet er skræmmende. Er hun 80+ må det være en fejl, og den kan bare rettes. Sidste linje tænkt af en velmenende plejer under skamferingen af den smule, der var tilbage af min venindes elskede mor.

Med den nye aflastning og hårdt arbejde på alle måder var det lykkedes min veninde at tømme lejligheden i løbet af et par dage. Men så snart hun var færdig, tog hun som det første hen for at se til mor. 

Grådkvalt, men tavst forblev hun, da synet af en helt anden mor med en ’praktisk kort page’ mødte hende, da hun troppede op på Veras nye bopæl. For håret ville jo aldrig nå at gro ud alligevel.

Visit fra Venus

- Hvor kommer De egentlig fra? spurgte fru Havmand mig pludselig, da vi havde siddet og sludret i en halv times tid sammen med vores mænd. Hun havde et godt tag i sin yndlingssøn.

- Det er så hun ikke tager dig fra mig. Vi grinede alle.

Tjah, hvor kom jeg egentlig fra? Og hvordan havde jeg egentlig gjort mig fortjent til en plads her? Jo, yndlingssønnen havde giftet sig med mig for en generation eller snarere to siden. Jeg fortalte det så simpelt, som det var. Mit navn, år for indtrædelse i stiftelsen, placering og rang – trods alt mor til hendes første barnebarn.

- Nånå, jaja, er det virkelig sandt. Nå, det er også mig der er dum til det …

Operationen lykkedes men patienten døde: Jeg lød ikke uforskammet. Ret meget. Alligevel var mit spejlbillede i Agnetes stirrende øjne en kvinde fra Venus, en totalt fremmed. Vi sludrede videre i en god og sjov stemning, og jeg kom atter ind i varmen.

Men da yndlingssønnen kørte mig hjem, undredes vi og debatterede, som hver gang:

1.  ”Skallen er tom” versus “der mere kapacitet, men ikke længere evner til at give udtryk for den”.
2. Hvordan kan en hullet hjerne tage os ved næsen hver gang – indtil der pludselig kommer et øjebliks udfald og afslører tilstanden?
3. Skjuler den syge instinktivt sit forfald, eller vil de raske bare bedrages?
4. Vidste min yndlingssvigermor, hvem jeg var noget af tiden? Sandsynligvis ikke. 

Men Alzheimers er en sygdom, ikke en fornærmelse.

I Lisa Genovas bog “Stadig Alice”, siger den præsenildemente Alice, at hun ville gøre alt for at bytte Europas hovedstæder ud med sine elskedes navne, som hun ikke kan huske. Sådan er det.

Stadig Alice – en bog af Lisa Genova

En professor i kognitiv psykologi og lingvistik får Alzheimers som 50-årig. Det ændrer tilværelsen for Alice og hendes familie, mand og tre voksne børn.
Forfatteren har valgt en medierende vinkel, hvor alle aktørerne bliver fortolket med stor medfølelse. Konfliktforebyggelse på højt niveau. At skrive sådan en bog, altså. Lisa Genova deler ud af sin enorme viden om emnet. Hvis motivationen for at skrive den er afmagt eller vrede, skinner det ikke igennem. Det er en sød historie med fokus på det væsentlige – alle de ressourcer vi i virkeligheden har til at passe på hinanden, al den kærlighed.

Projekt nyt høreapparat – del 4

Farfar fik nye høreapparater. Jeg hørte om forløbet gennem en tåge af sikker forvisning om, at det ville ende galt. Men nej, Murphy må ha’ sovet i timen. På vej hjem i bilen bad farfar om at få radioen dæmpet. Hvad mere kan man forlange?
Det er nu en god måned siden, og farfar er vågnet glad op til dåd i sit 90. år.

På uanmeldt besøg

En dag havde jeg endelig taget mig sammen til at tage hen på plejehjemmet. Nimse sad og hyggede sig med de andre skøre gamle i fællesrummet. Ingen havde spurgt ham, om jeg skulle komme rendende. Han trak sig i kørestolen forbi mig med et fast greb i voksdugen. Tydeligt irriteret.

Således vraget lod jeg mit blik glide hen over habitatet: Hyggelige plasticblomster udfyldte dekorativt enhver bar plet, tonsvis af Se & Hør, Billedbladet og Hjemmet lå spredt ud til fri afbenyttelse over røde køkkenternede voksduge. Kukur og saftevand i tudekop. Kludedukker, spraglede puder og tøjdyr. Alt sammen stilsikkert akkompagneret af Giro 413. Og nakken af en højt uddannet og begavet æstetiker, der ikke havde lyst til at blive set her lige nu.

Bilen havde været en Citroën DS, la ”déesse”. Gudinden blev designet af Flaminio Bertoni og introduceret på Biludstillingen i Paris i 1955 og er i 2009 kåret som den smukkeste bil gennem tiderne. Lamperne var PH, og kattens stol tegnet af Arne Jakobsen. Myren var den originale, og vinduerne til at skubbe til side. Information og Louisiana Revy bidrog ligesom klassisk musik og raske gåture til en sund sjæl i et sundt legeme …

Kuk-kuk! Tyrolermand og frue tager en svingom, og gøgen klapper i. Jeg skyller kulturchokket ned med et skvæt saftevand – og smutter.

Særligt betyder kærligt

80’ere på hjerneskrump fortjener noget særligt. Mens utilregnelige guder måske holder hånden over dem, kan vi selv helt sikkert holde dem i hånden. Sådan skaber vi mennesker mirakler sammen. De gamle alene kan nemlig fungere som en skildpadde på ryggen, mens de med passende assistance kan det samme som før, de blev små.

Passende assistance er at støtte uden af styre. Det er at afdække et skjult behov, som evt. kan være årsag til ’umotiveret’ vrede eller stikken af. Det er at opmuntre et slumrende initiativ eller hjælp til at opfriske hukommelsen.

Vi, der kender dem godt, kan gætte os til de uformulerede behov, der måtte nage. Formuler ønsket, og oplev suset ved at ramme plet, når den gamle lettet siger ja.

Evnen til at tage et initiativ kan forsvinde længe før, du opdager, at det skyldes sygdom. Du undrer dig bare over, at din mor aldrig ringer mere. I virkeligheden kan hun ikke. Måske kan hun ikke ret meget længere, uden nogen hjælper – i begyndelsen bare lidt. Du kan foreslå, at I gør nogle af de ting i fællesskab, som du ved, hun plejer.

Når jeg er på gamlebesøg, indleder jeg med, hvem jeg er og vores relation. Jeg ved ikke altid, om det er nødvendigt, men så er det på plads. Så tager vi familien, som var den kongerækken, og vender billeder, barndom eller vedkommendes fagområde. Dér er der sandsynligvis noget at hente. Jeg bryder mig ikke om, at lege gættekonkurrence med en hukommelsessvækket. Det er ydmygende og kan få enhver til at trække sig ind i sig selv. Man er jo ikke dum, fordi man er dement. Tag ikke fejl af det. Men man kan sagtens blive ked af det.