Sofie Hansen
Skiltet var væk. Bare sådan. Ingen havde sagt noget, det tænkte man ikke over. Rummet var tømt for dets sparsomme indhold: en dyne, uglet sengetøj og Sofie Hansen.
I sidste uge sad Sofie på sengen i sin hvide hospitalsskjorte med en pakke nylonstrømper i hånden og græd. De var for små. Og Sofie var godt klar over, at der var lange udsigter til et par andre. Hendes allersidste stømper var for små. Det var ikke til at bære.
Sofie var en belastning for personalet. Hun var psykisk syg på en eller anden måde. Altid deprimeret, ude af stand til at gøre sig forståelig. Stor og tung og umedgørlig. Ingen familie. En rigtig dødvægt på alle måder. Hun havde heller ikke selv nogen glæde af livet, det kunne enhver da se. Hun kunne lige så godt dø, og hvorfor så bruge tid på hende?
Min rengøring blev aldrig til UG, men små undrende mønstre tog form i min bevidsthed og vil ikke forsvinde, selv om det er mange år siden. Man fristes til at tro på, at det lille scenarie hører fortiden til, men det slår ikke rigtigt (mere…)
Den dag Linda fik bank nok
Nu har jeg fanme været længe nok i den her bank! Linda marcherede mod udgangen, rev i den genstridige glasdør og reddede sig ud på vejen.
Linda havde såmænd bare forsøgt at betale nogle regninger. Sådan kan det gå. Det var nemlig ikke Lindas egne regninger, det var Lindas syge fars regninger, og så så bankdamen sig nødsaget til at være mistænksom.
Med en fuldmagt i hånden til farmands konto og med sit glatte ansigt til skue, var Linda blevet forhindret i at betale sin fars adresserede indbetalingkort, fordi hun ikke kendte koden. Farmands personlige kode. Den kendte hun selvfølgelig ikke, da en personlig kode nu en gang er personlig.
Således franarret en afspadseringsdag følte Linda sig ikke vel serviceret. I desperation kontaktede hun storebror, i håb om, at han var kapabel til at færdiggøre bankforretningen. Sekunderne sneglede sig afsted. Kunde og bankdame. Bankdame og kunde. Brormand troppede op, og snart kunne Linda lettet tage en dyb indånding af myldretidsosen på Roskildevej.
Oghvakavisålæreadet: en fuldmagt er kun grundlaget for en skriftlig aftale med banken. Man skal selv oprettes som kunde hos dem, og det kræver som regel, at man udfylder bankens egne fuldmagtsblanketter og også afleverer den originale fuldmagt (sørg for at få en i tide, og få en til hvert pengeinstitut, som din pårørende bruger). Så man får sin egen kode og evt. en netbankaftale. Man får fuld adgang til kontoen, men det bliver registreret, hvem det er, der har hævet penge eller betalt regningerne. Det er jo lidt smart.
Spis min gris
Herman var omkring 50, da han fik en indskydelse om at redde verden. Hans bidrag skulle være at holde op med at spise kød. Så vidt jeg husker, havde han aldrig været en kostfornægter, så dette var stort. Naboen morede sig højlydt og mand-til-mand-hånede fra den anden side af hækken:
- Det går over om to uger, så vil du ikke kunne sige nej til en god rød bøf. Måske var det netop den bemærkning, der holdt Herman fra at spise kød i de følgende 30 år.
I de første fem stod der stegte sild på menuen. Og som tiden gik, opfandt han stenalderkuren – versionen med friske sild med naturligt fyld, ikkestegt på en lunken pande. Vi var i 70′erne, så man sparede jo, hvor man kunne – for første gang i historien af ren og skær idealisme.
Efter skilsmissen var der ingen til at bage og lave mad. Så Herman tog skeen i egen hånd. Så rivejernet, så piskeriset og resten af køkkenet og kokkererede rigtig sund og – det var det nye – lækker mad. Altsammen for at leve godt uden at fodre kalve og svin med menneskeføde.
Da 20 år var gået, hvor Herman også havde nydt de lækreste særforplejningsmenuer overalt, begyndte han at blive dårlig. Sådan rigtigt. Og jeg må hellere tilføje, at det intet havde med maden at gøre.
Efter 30 var han blevet så ‘lille’ igen, at han var i andres vold. Og ‘andre’, som var dødtrætte af at stege sild og havde svært ved at rive flere gulerødder, bestemte hermed, at verden var reddet og, at Herman ikke længere havde lov til at være en glad idealist.
Ny frisure – nyt publikum
Hår kan hensætte os i en tilstand af følelsesmæssig overvældethed – beundring som afsky. Det kan give et helt sug i maven. Nogens hår dufter, og andres hår fortæller blot, hvor længe.
Et par gange havde jeg set min venindes mor, Vera, i farten. En nydelig dame med smukt gråt hår, sat op i små fletninger om hovedet. Sådan havde hun haft det – altid.
Vera nærmede sig 90. Derfor boede hun hos sin datter det meste af tiden. Efterhånden blev moren så nedtrykt og forvirret, at hun fik svært ved at formulere sig og give udtryk for sine ønsker. Så så meget til sidst det kan være, kom Vera på plejehjem.
Hvis en ældre kvinde i vores kultur har en smule hår, er det nok fordi hun ikke har råd til frisøren, alternativet er skræmmende. Er hun 80+ må det være en fejl, og den kan bare rettes. Sidste linje tænkt af en velmenende plejer under skamferingen af den smule, der var tilbage af min venindes elskede mor.
Med den nye aflastning og hårdt arbejde på alle måder var det lykkedes min veninde at tømme lejligheden i løbet af et par dage. Men så snart hun var færdig, tog hun som det første hen for at se til mor.
Grådkvalt, men tavst forblev hun, da synet af en helt anden mor med en ’praktisk kort page’ mødte hende, da hun troppede op på Veras nye bopæl. For håret ville jo aldrig nå at gro ud alligevel.
Visit fra Venus
- Hvor kommer De egentlig fra? spurgte fru Havmand mig pludselig, da vi havde siddet og sludret i en halv times tid sammen med vores mænd. Hun havde et godt tag i sin yndlingssøn.
- Det er så hun ikke tager dig fra mig. Vi grinede alle.
Tjah, hvor kom jeg egentlig fra? Og hvordan havde jeg egentlig gjort mig fortjent til en plads her? Jo, yndlingssønnen havde giftet sig med mig for en generation eller snarere to siden. Jeg fortalte det så simpelt, som det var. Mit navn, år for indtrædelse i stiftelsen, placering og rang – trods alt mor til hendes første barnebarn.
- Nånå, jaja, er det virkelig sandt. Nå, det er også mig der er dum til det …
Operationen lykkedes men patienten døde: Jeg lød ikke uforskammet. Ret meget. Alligevel var mit spejlbillede i Agnetes stirrende øjne en kvinde fra Venus, en totalt fremmed. Vi sludrede videre i en god og sjov stemning, og jeg kom atter ind i varmen.
Men da yndlingssønnen kørte mig hjem, undredes vi og debatterede, som hver gang:
- ”Skallen er tom” versus “der mere kapacitet, men ikke længere evner til at give udtryk for den”.
- Hvordan kan en hullet hjerne tage os ved næsen hver gang – indtil der pludselig kommer et øjebliks udfald og afslører tilstanden?
- Skjuler den syge instinktivt sit forfald, eller vil de raske bare bedrages?
- Vidste min yndlingssvigermor, hvem jeg var noget af tiden? Sandsynligvis ikke.
Men Alzheimers er en sygdom, ikke en fornærmelse.
I Lisa Genovas bog “Stadig Alice”, siger den præsenildemente Alice, at hun ville gøre alt for at bytte Europas hovedstæder ud med sine elskedes navne, som hun ikke kan huske. Sådan er det.
Projekt nyt høreapparat – del 4
Farfar fik nye høreapparater. Jeg hørte om forløbet gennem en tåge af sikker forvisning om, at det ville ende galt. Men nej, Murphy må ha’ sovet i timen. På vej hjem i bilen bad farfar om at få radioen dæmpet. Hvad mere kan man forlange?
Det er nu en god måned siden, og farfar er vågnet glad op til dåd i sit 90. år.
På uanmeldt besøg
En dag havde jeg endelig taget mig sammen til at tage hen på plejehjemmet. Nimse sad og hyggede sig med de andre skøre gamle i fællesrummet. Ingen havde spurgt ham, om jeg skulle komme rendende. Han trak sig i kørestolen forbi mig med et fast greb i voksdugen. Tydeligt irriteret.
Således vraget lod jeg mit blik glide hen over habitatet: Hyggelige plasticblomster udfyldte dekorativt enhver bar plet, tonsvis af Se & Hør, Billedbladet og Hjemmet lå spredt ud til fri afbenyttelse over røde køkkenternede voksduge. Kukur og saftevand i tudekop. Kludedukker, spraglede puder og tøjdyr. Alt sammen stilsikkert akkompagneret af Giro 413. Og nakken af en højt uddannet og begavet æstetiker, der ikke havde lyst til at blive set her lige nu.
Bilen havde været en Citroën DS, la ”déesse”. Gudinden blev designet af Flaminio Bertoni og introduceret på Biludstillingen i Paris i 1955 og er i 2009 kåret som den smukkeste bil gennem tiderne. Lamperne var PH, og kattens stol tegnet af Arne Jakobsen. Myren var den originale, og vinduerne til at skubbe til side. Information og Louisiana Revy bidrog ligesom klassisk musik og raske gåture til en sund sjæl i et sundt legeme …
Kuk-kuk! Tyrolermand og frue tager en svingom, og gøgen klapper i. Jeg skyller kulturchokket ned med et skvæt saftevand – og smutter.
Salige er de enfoldige
Der var engang en stærk og energisk kvinde, der også var meget klog, og det var hun stolt og glad over.
Da hun havde levet i rigtig mange år, sagde Gud en dag til hende:
- Du har altid været glad for livet. Du har gjort det godt. Nu skal du dø, men først skal du opleve den sande kærlighed.
Den kloge kvinde blev selvfølgelig ked af det. Hun forstod ikke det med kærligheden, for den mente hun at kende i al dens utilregnelighed. Men hun havde savnet en mand i mange år, og måske var det et godt bytte.
Manden kom, og kvinden tænkte meget lykkelig, at det var for godt til at være sandt, om han så kun holdt i et par år.
Da manden blev syg, passede og plejede den ældre kvinde ham og var taknemmelig til. Det var en rimelig pris for en sådan lykke. Det stod på i et par år, og for hver dag, han var i live, sagde hun tak til Gud.
Da manden blev rask, sagde Gud til konen:
- Du har igen gjort det godt, men du er stadig stolt. Jeg må tage din gode forstand, så du kan lære kærligheden at kende.
Nu blev kvinden vred, og skældte i lang tid Gud ud, mens han bid for bid snuppede hendes hukommelse, sprog og uafhængighed. Da Gud tilsidst også havde taget hendes vrede, gav den nu lille trætte kone op. Hun forstod, at der kun var skyggen tilbage af hendes før så højt besungne intellekt. Af lutter afmagt lænede hun sig for første gang i livet tilbage og lod tingene ske. Således afvæbnet fornemmede hun benovet de mange mennesker, som elskede hende.
Da Gud og den stærke kvinde blev enige om, at alt var, som det skulle være, hørte jeg det ikke, for da sprang hun allerede glad rundt og legede med de andre små lam på den store grønne eng.
Familiefesten
Forleden holdt vi en stor familiefest. Ingen kunne forestille sig at undlade at indbyde de gamle (selv om det for nemheds skyld kunne være fristende). Allerede ved deres ankomst konstaterede vi med festforventningerne på nul, at fatters dræn endte i det fri – så meget ‘fri’ et bukseben nu kan være et stykke over knæet. En delegation måtte retur til kollektivet efter en pose, der diskret blev installeret med nye bukser. Efter dette intermezzo kunne festen begynde.
De to gamle sad passivt i den kølige stue og kiggede ud på fire generationers tumlen i solen. Alt åndede fred og ingen fare.
Næste gang jeg så dem, var de rykket ud i haven og havde som et forelsket par slænget sig på henholdsvis en liggestol og et vattæppe i virakkens absolutte centrum. Novra, hvor var de søde!
Banden af nye små børn legede og løb ud og ind imellem alle gæsterne. Nu og da standsede de og kiggede på de gamle, der venligt konverserede dem med ren volapyk. Så løb de videre - lidt klogere på livet.
License to kill
Der var en gang en mor, der fik kørekort ret sent. Hun brød sig ikke om at køre, og af egen fri vilje afstod hun fra at indtage førersædet i 25 år. Så kom dommen – af med kortet! Aldrig er en så stor forurettelse kommet fuldstændig bag på os. Hun var rasende. Al fornuft prellede totalt af. Det var også lægen …
Der var engang en far, der blev for dement til at bestå kørekorttesten i en forholdsvis ung alder. Siden fyldte biler så meget i hans tilværelse, at vi – for ikke at nedgøre ham – altid måtte bilde ham ind, at vi var på cykel.
Så var der en anden mor og en anden far. De kørte bil, og det blev mere og mere spændende. En dag stod farens bil i indkørslen og lignede en åbnet dåse makrel. Vi fandt aldrig ud af, hvordan det var sket. Morens bil blev mere og mere ottekantet, hvilket skyldtes en stor sten på naboens græsplæne. Hun bestod alle tests, men holdt op med at køre. Farens bil derimod har vi gemt. Snart er den forhåbentlig glemt.
