Dagbøger

I dag har vejret været fantastisk. Når jeg i aften sætter dagen på skrift, er det et oplagt emne. Det kan fylde en side. En konversation, et ægteskab, et helt liv. Så tænker jeg på farfar, hvis daglige små optegnelser supplerer dmi’s statistik i al sin overflødighed.

Mine blomster har groet siden i forgårs, det er fantastisk at se. Løvemunden lykkedes  for første gang, og morgenfruerne har fået en renæssance. Ærteblomsten er blevet totalt mørkelilla og georginen har to udsprungne blomster. Det må jeg have med. Så tænker jeg på mors naturkalender: Søde mor, hvor er jeg glad for at vide, at du glædede dig over bøgen hvert eneste år. Men hvornår den sprang ud, er mig inderligt ligegyldigt.

I to små skuffeskrivere, hvorfor skrev I ikke om jer selv? Om jeres kærlighed, sorger og skuffelser, jeres børn, jeres fejl og jeres betydningsfulde bedrifter? Det ærgrer mig, for jeg elsker historier fra andres liv. Som de har opfattet tingene. Fra hestens egen mule. Hm.

Forresten begyndte det pludselig at tordne, og så blev det lidt køligere. Det må også med. Jeg skriver nemlig for at huske dagene på et senere tidspunkt. For at kunne slå op og se, hvornår forskellige begivenheder skete, såsom et besøg i Cirkusrevyen for to år siden, der faktisk fandt sted for ti år siden. Men først og fremmest for at huske de ting, der gør mig glad.

Det eneste der betyder noget er gentagelsen. Livets mysterium står mellem linjerne.