Sofie Hansen

Skiltet var væk. Bare sådan. Ingen havde sagt noget, det tænkte man ikke over. Rummet var tømt for dets sparsomme indhold: en dyne, uglet sengetøj og Sofie Hansen.

I sidste uge sad Sofie på sengen i sin hvide hospitalsskjorte med en pakke nylonstrømper i hånden og græd. De var for små. Og Sofie var godt klar over, at der var lange udsigter til et par andre. Hendes allersidste stømper var for små. Det var ikke til at bære.

Sofie var en belastning for personalet. Hun var psykisk syg på en eller anden måde. Altid deprimeret, ude af stand til at gøre sig forståelig. Stor og tung og umedgørlig. Ingen familie. En rigtig dødvægt på alle måder. Hun havde heller ikke selv nogen glæde af livet, det kunne enhver da se. Hun kunne lige så godt dø, og hvorfor så bruge tid på hende?

Min rengøring blev aldrig til UG, men små undrende mønstre tog form i min bevidsthed og vil ikke forsvinde, selv om det er mange år siden. Man fristes til at tro på, at det lille scenarie hører fortiden til, men det slår ikke rigtigt igennem.