Dagbøger

I dag har vejret været fantastisk. Når jeg i aften sætter dagen på skrift, er det et oplagt emne. Det kan fylde en side. En konversation, et ægteskab, et helt liv. Så tænker jeg på farfar, hvis daglige små optegnelser supplerer dmi’s statistik i al sin overflødighed.

Mine blomster har groet siden i forgårs, det er fantastisk at se. Løvemunden lykkedes  for første gang, og morgenfruerne har fået en renæssance. Ærteblomsten er blevet totalt mørkelilla og georginen har to udsprungne blomster. Det må jeg have med. Så tænker jeg på mors naturkalender: Søde mor, hvor er jeg glad for at vide, at du glædede dig over bøgen hvert eneste år. Men hvornår den sprang ud, er mig inderligt ligegyldigt.

I to små skuffeskrivere, hvorfor skrev I ikke om jer selv? Om jeres kærlighed, sorger og skuffelser, jeres børn, jeres fejl og jeres betydningsfulde bedrifter? Det ærgrer mig, for jeg elsker historier fra andres liv. Som de har opfattet tingene. Fra hestens egen mule. Hm.

Forresten begyndte det pludselig at tordne, og så blev det lidt køligere. Det må også med. Jeg skriver nemlig for at huske dagene på et senere tidspunkt. For at kunne slå op og se, hvornår forskellige begivenheder skete, såsom et besøg i Cirkusrevyen for to år siden, der faktisk fandt sted for ti år siden. Men først og fremmest for at huske de ting, der gør mig glad.

Det eneste der betyder noget er gentagelsen. Livets mysterium står mellem linjerne.

Sofie Hansen

Skiltet var væk. Bare sådan. Ingen havde sagt noget, det tænkte man ikke over. Rummet var tømt for dets sparsomme indhold: en dyne, uglet sengetøj og Sofie Hansen.

I sidste uge sad Sofie på sengen i sin hvide hospitalsskjorte med en pakke nylonstrømper i hånden og græd. De var for små. Og Sofie var godt klar over, at der var lange udsigter til et par andre. Hendes allersidste stømper var for små. Det var ikke til at bære.

Sofie var en belastning for personalet. Hun var psykisk syg på en eller anden måde. Altid deprimeret, ude af stand til at gøre sig forståelig. Stor og tung og umedgørlig. Ingen familie. En rigtig dødvægt på alle måder. Hun havde heller ikke selv nogen glæde af livet, det kunne enhver da se. Hun kunne lige så godt dø, og hvorfor så bruge tid på hende?

Min rengøring blev aldrig til UG, men små undrende mønstre tog form i min bevidsthed og vil ikke forsvinde, selv om det er mange år siden. Man fristes til at tro på, at det lille scenarie hører fortiden til, men det slår ikke rigtigt