Salige er de enfoldige
Der var engang en stærk og energisk kvinde, der også var meget klog, og det var hun stolt og glad over.
Da hun havde levet i rigtig mange år, sagde Gud en dag til hende:
- Du har altid været glad for livet. Du har gjort det godt. Nu skal du dø, men først skal du opleve den sande kærlighed.
Den kloge kvinde blev selvfølgelig ked af det. Hun forstod ikke det med kærligheden, for den mente hun at kende i al dens utilregnelighed. Men hun havde savnet en mand i mange år, og måske var det et godt bytte.
Manden kom, og kvinden tænkte meget lykkelig, at det var for godt til at være sandt, om han så kun holdt i et par år.
Da manden blev syg, passede og plejede den ældre kvinde ham og var taknemmelig til. Det var en rimelig pris for en sådan lykke. Det stod på i et par år, og for hver dag, han var i live, sagde hun tak til Gud.
Da manden blev rask, sagde Gud til konen:
- Du har igen gjort det godt, men du er stadig stolt. Jeg må tage din gode forstand, så du kan lære kærligheden at kende.
Nu blev kvinden vred, og skældte i lang tid Gud ud, mens han bid for bid snuppede hendes hukommelse, sprog og uafhængighed. Da Gud tilsidst også havde taget hendes vrede, gav den nu lille trætte kone op. Hun forstod, at der kun var skyggen tilbage af hendes før så højt besungne intellekt. Af lutter afmagt lænede hun sig for første gang i livet tilbage og lod tingene ske. Således afvæbnet fornemmede hun benovet de mange mennesker, som elskede hende.
Da Gud og den stærke kvinde blev enige om, at alt var, som det skulle være, hørte jeg det ikke, for da sprang hun allerede glad rundt og legede med de andre små lam på den store grønne eng.
