På uanmeldt besøg
En dag havde jeg endelig taget mig sammen til at tage hen på plejehjemmet. Nimse sad og hyggede sig med de andre skøre gamle i fællesrummet. Ingen havde spurgt ham, om jeg skulle komme rendende. Han trak sig i kørestolen forbi mig med et fast greb i voksdugen. Tydeligt irriteret.
Således vraget lod jeg mit blik glide hen over habitatet: Hyggelige plasticblomster udfyldte dekorativt enhver bar plet, tonsvis af Se & Hør, Billedbladet og Hjemmet lå spredt ud til fri afbenyttelse over røde køkkenternede voksduge. Kukur og saftevand i tudekop. Kludedukker, spraglede puder og tøjdyr. Alt sammen stilsikkert akkompagneret af Giro 413. Og nakken af en højt uddannet og begavet æstetiker, der ikke havde lyst til at blive set her lige nu.
Bilen havde været en Citroën DS, la ”déesse”. Gudinden blev designet af Flaminio Bertoni og introduceret på Biludstillingen i Paris i 1955 og er i 2009 kåret som den smukkeste bil gennem tiderne. Lamperne var PH, og kattens stol tegnet af Arne Jakobsen. Myren var den originale, og vinduerne til at skubbe til side. Information og Louisiana Revy bidrog ligesom klassisk musik og raske gåture til en sund sjæl i et sundt legeme …
Kuk-kuk! Tyrolermand og frue tager en svingom, og gøgen klapper i. Jeg skyller kulturchokket ned med et skvæt saftevand – og smutter.
Særligt betyder kærligt
80’ere på hjerneskrump fortjener noget særligt. Mens utilregnelige guder måske holder hånden over dem, kan vi selv helt sikkert holde dem i hånden. Sådan skaber vi mennesker mirakler sammen. De gamle alene kan nemlig fungere som en skildpadde på ryggen, mens de med passende assistance kan det samme som før, de blev små.
Passende assistance er at støtte uden af styre. Det er at afdække et skjult behov, som evt. kan være årsag til ’umotiveret’ vrede eller stikken af. Det er at opmuntre et slumrende initiativ eller hjælp til at opfriske hukommelsen.
Vi, der kender dem godt, kan gætte os til de uformulerede behov, der måtte nage. Formuler ønsket, og oplev suset ved at ramme plet, når den gamle lettet siger ja.
Evnen til at tage et initiativ kan forsvinde længe før, du opdager, at det skyldes sygdom. Du undrer dig bare over, at din mor aldrig ringer mere. I virkeligheden kan hun ikke. Måske kan hun ikke ret meget længere, uden nogen hjælper – i begyndelsen bare lidt. Du kan foreslå, at I gør nogle af de ting i fællesskab, som du ved, hun plejer.
Når jeg er på gamlebesøg, indleder jeg med, hvem jeg er og vores relation. Jeg ved ikke altid, om det er nødvendigt, men så er det på plads. Så tager vi familien, som var den kongerækken, og vender billeder, barndom eller vedkommendes fagområde. Dér er der sandsynligvis noget at hente. Jeg bryder mig ikke om, at lege gættekonkurrence med en hukommelsessvækket. Det er ydmygende og kan få enhver til at trække sig ind i sig selv. Man er jo ikke dum, fordi man er dement. Tag ikke fejl af det. Men man kan sagtens blive ked af det.
Hvem er hvem i hjemmeplejen
’Kommunen’ lyder fejlagtigt som en ansigtsløs enhed. Efter nogle omgange i maskineriet har jeg dannet mig et indtryk af, hvordan det hænger sammen i ældrehjørnet. Ældreplejen er et begreb. Hjemmeplejen er dem, der gør det. Tre aktører er centrale for os med børn 80+:
1. Visitatoren, som sidder på pengekassen. Hun bevilger den nødvendige hjælp. For at vide, hvad den er, kommer hun på hjemmebesøg. Her skal du være med og på vagt – for hvis dine demente forældre ikke før har evnet at mande sig op, så skal du se løjer:
- VI kan i hvert fald SAGTENS klare os selv … osv.
Her får du lyst til at grine og græde første gang.
2. Teamlederen står for den gruppe plejere, som kommer i hjemmet. I bliver ikke præsenteret, før et eller andet går skævt. Hun er en ægte lavpraktiker, hvis navn og telefonnummer vil spare jer for mange forgæves opkald til kommunens hovednummer.
3. Demenskoordinatorens rolle er vanskeligere at gennemskue. Hun svæver over vandene, danner sig et overblik og vejleder om relevante hjælpemuligheder. Pas på du ikke bliver gjort til kriseramt/medpatient, hvis du ikke er det, og vær opmærksom på, at hun ikke har noget med den daglige pleje at gøre, når du gavmildt delagtiggør hende i dine frustrationer. Ved at lægge øre til, giver hun de andre arbejdsro.
De ansatte er hver især meget, meget søde og virker kompetente og engagerede. Kommunikationen interessenterne imellem er en anden historie.
Pas på storken
Den tid, hvor storken leverede nyfødte ud af det blå, er ovre. Vi kan forebygge, planlægge, kønsbestemme, sundhedstjekke og snart designe fostre, så børnene bliver gode nok til os og arriverer belejligt. Heldigvis vil vi aldrig få at vide, hvem der kommer, eller hvor længe de bliver her.
Storken er stadig klar med sine bevingede overraskelsesangreb, men nu med en tungere byrde. Havde du lige travlt med ungerne, var du midt i din karriere, eller nød du dit otium? Bare ærgerligt, kurven med spædbarn 80+ står på din trappesten. Men fortvivl ej, ammestuerne flyttede på café under babyboomet. Nu er det vores tur.
Vi kunne også begynde at frasortere fostre med en uhåndterbar udløbsdato. For at minimere risikoen for sene alderdomsår med en retarderets livskvalitet.
Da alting var mere besværligt, var uperfekte mennesker en naturlig del af en uperfekt verden. Efter vi uden større held har luget ud i årevis, trives illusionen om det perfekte menneske og det perfekte liv stadig. Samtidig undrer det os, når samfundet virker så uforberedt på afvigelser. Vores livsstil og økonomiske velstand afholder os fra at prioritere omsorgen for hinanden særlig højt. Bemærkelsesværdigt.
Jeg synes vi skal opdrive en smule nysgerrig taknemmelighed over de vilkårlige og ubelejlige afbrydelser, der tvinger os til at leve i og med nuet. De giver os anledning til at tage både livs- og samfundsmønstre op til revision.
Køb mest muligt selv
Hvis dine forældre kommer på plejehjem, så studer prislisten nøje. Find ud af, hvad der er standard, og hvad der koster ekstra. Man kan blive meget forbavset. Se, om der er ydelser du vil vælge fra, hvis du eller andre i familien har mulighed for at gøre det selv. Husk at spørge de andre – de er garanteret mere villige til at hjælpe, end du tror.
Man kan spare pænt på budgettet ved at købe baberskum, tandpasta, shampo og lignende selv. I hvert fald nok til at de gamle kan give ungerne en fødselsdagsgave eller tage en tur på café med dig.
Når min far skulle have klippet negle, tog det mig 10-15 minutters hyggeligt samvær, hvor jeg slap for at konversere en mand, der ikke kunne svare. Det kunne have taget ét. Hvis jeg ikke nåede det, gjorde frisøren på plejehjemmet det for en pris svarende til en klipning.
Salige er de enfoldige
Der var engang en stærk og energisk kvinde, der også var meget klog, og det var hun stolt og glad over.
Da hun havde levet i rigtig mange år, sagde Gud en dag til hende:
- Du har altid været glad for livet. Du har gjort det godt. Nu skal du dø, men først skal du opleve den sande kærlighed.
Den kloge kvinde blev selvfølgelig ked af det. Hun forstod ikke det med kærligheden, for den mente hun at kende i al dens utilregnelighed. Men hun havde savnet en mand i mange år, og måske var det et godt bytte.
Manden kom, og kvinden tænkte meget lykkelig, at det var for godt til at være sandt, om han så kun holdt i et par år.
Da manden blev syg, passede og plejede den ældre kvinde ham og var taknemmelig til. Det var en rimelig pris for en sådan lykke. Det stod på i et par år, og for hver dag, han var i live, sagde hun tak til Gud.
Da manden blev rask, sagde Gud til konen:
- Du har igen gjort det godt, men du er stadig stolt. Jeg må tage din gode forstand, så du kan lære kærligheden at kende.
Nu blev kvinden vred, og skældte i lang tid Gud ud, mens han bid for bid snuppede hendes hukommelse, sprog og uafhængighed. Da Gud tilsidst også havde taget hendes vrede, gav den nu lille trætte kone op. Hun forstod, at der kun var skyggen tilbage af hendes før så højt besungne intellekt. Af lutter afmagt lænede hun sig for første gang i livet tilbage og lod tingene ske. Således afvæbnet fornemmede hun benovet de mange mennesker, som elskede hende.
Da Gud og den stærke kvinde blev enige om, at alt var, som det skulle være, hørte jeg det ikke, for da sprang hun allerede glad rundt og legede med de andre små lam på den store grønne eng.
Familiefesten
Forleden holdt vi en stor familiefest. Ingen kunne forestille sig at undlade at indbyde de gamle (selv om det for nemheds skyld kunne være fristende). Allerede ved deres ankomst konstaterede vi med festforventningerne på nul, at fatters dræn endte i det fri – så meget ‘fri’ et bukseben nu kan være et stykke over knæet. En delegation måtte retur til kollektivet efter en pose, der diskret blev installeret med nye bukser. Efter dette intermezzo kunne festen begynde.
De to gamle sad passivt i den kølige stue og kiggede ud på fire generationers tumlen i solen. Alt åndede fred og ingen fare.
Næste gang jeg så dem, var de rykket ud i haven og havde som et forelsket par slænget sig på henholdsvis en liggestol og et vattæppe i virakkens absolutte centrum. Novra, hvor var de søde!
Banden af nye små børn legede og løb ud og ind imellem alle gæsterne. Nu og da standsede de og kiggede på de gamle, der venligt konverserede dem med ren volapyk. Så løb de videre - lidt klogere på livet.
License to kill
Der var en gang en mor, der fik kørekort ret sent. Hun brød sig ikke om at køre, og af egen fri vilje afstod hun fra at indtage førersædet i 25 år. Så kom dommen – af med kortet! Aldrig er en så stor forurettelse kommet fuldstændig bag på os. Hun var rasende. Al fornuft prellede totalt af. Det var også lægen …
Der var engang en far, der blev for dement til at bestå kørekorttesten i en forholdsvis ung alder. Siden fyldte biler så meget i hans tilværelse, at vi – for ikke at nedgøre ham – altid måtte bilde ham ind, at vi var på cykel.
Så var der en anden mor og en anden far. De kørte bil, og det blev mere og mere spændende. En dag stod farens bil i indkørslen og lignede en åbnet dåse makrel. Vi fandt aldrig ud af, hvordan det var sket. Morens bil blev mere og mere ottekantet, hvilket skyldtes en stor sten på naboens græsplæne. Hun bestod alle tests, men holdt op med at køre. Farens bil derimod har vi gemt. Snart er den forhåbentlig glemt.
Blébukser er bare det bedste!
Hvis du står og skal forklare din demente mor eller far, at årsagen til resten af familiens udeblivelse, skal findes i en fortrængt lækage, er det smart at have en god løsning klar. Selv om I alle føler, at det måske ikke er helt nødvendigt endnu, er det godt at være på forkant med udviklingen – netop her.
Hvergang man må skifte produkt, skal man begynde forfra, så spild ikke tiden med mindre gennemgribende kulturchok – køb blebukser med det samme. De er rare at have på, de tager lugten og kan hives op og ned som de helt almindelig underbukser, man er vant til. De kan holde på rigtig meget væske. Et par brugte blebukser kan føles tørre for den, der har dem på, og derfor kan det kræve lidt overtalelse at få lov til at skifte dem. Desuden er de ret flade og din mor eller far kommer ikke til at gå rundt med en synlig ble-gump.
Hygiejnebind suger slet ikke nok – glem dem. Bleer i samme model (uanset størrelse) har en strimmel på bagsiden, som skal af, for at bleen kan sidde fast og fungere. Det kræver en vis sikkerhed på hånden. Hvis den sidder løst, falder den let i tønden, og den er ikke sjov at fiske op. Bliver den placeret lidt skævt eller ikke skiftet rettidigt, siver det igennem.
Selv den mindste smule urin fra et granvoksent menneske kan lugte så stramt, at folk går i en bue udenom. Det er synd, og så er vi tilbage ved start.
Ægtemænd og omsorgssvigt
Ægtemænd 80+ kan som regel ikke koge vand til et æg. Far har tjent pengene, mens mutter har stået for omsorg og husholdning gennem to hele liv. Fred være med det. Men hvordan nogen tro, at de samme mænd, når mutter mister forstanden, pludselig får flair for omsorgsarbejde, der indbefatter alt fra skift af voksenlortebleer til næringsrigtig madlavning, madning og 24-timers guidning? Har hun ikke fortjent at blive plejet lige så godt som alle andre? Skal hendes ret til livet vige for farmands ret til privatlivet?
Nogle vælger og evner at klare den benhårde opgave, det er at passe en dement ægtefælle. Det er virkelig fantastisk.
Problemet opstår, når selv den dårligst fungerende mand får held til at smide hjemmeplejen på porten. Det er en velkendt situation. Han vil ikke opgive suverænitet over eget hjem og synes dybest set, det er skamfuldt at være afhængig af andre og måske også at ligge det offentlige til last.
Serviceloven bygger på frivillighed. Men bør den frivillighed ikke ligge i aftalen, de involverede indgår med kommunen af nødvendighed og under stort pres – frem for at blive vejet og fundet for let af den enkelte hjemmeplejer, der finder hjemmebesøget for vanskeligt?
For de mænd er årsag til alvorlige omsorgssvigt som: forglemmelse af livsvigtig medicin, fejlernæring på grund af sporadiske måltider af tilfældig karakter, manglende besøg af familie og venner på grund af ringe eller ingen personlig hygiejne oven i demensen handicap, manglende rengøring og vedligeholdelse af hjemmet og sidst, men ikke mindst, ingen professionel sygdomsbehandling og pleje.
Jeg kan godt forstå disse ærekære gamle mænd, der kæmper. Desværre på den gale front. Kunne de overskue situationen, ville de blive glade for enhver aflastning. De ville vide, at der er uendelig stor forskel på at kunne klare sig selv i fin stil og på at kunne tage vare på andre. Demente andre.
